Nu går våren gennem Nyhavn

fra 'Shanghai' og til 'kahyt'.

Nu har solen gule unger

i hver skimlet regnvejrspyt.

Alle havnens søde piger

drikker forårsguden til.

Vi har øl i stride strømme,

vi har sang og banjospil.

 

Se, en fugl har bygget rede

her ved Sørens brede bryst.

Blot en lille lommelærke.

Men hvor kvidrer den med lyst.

Sæt dig her ved Sørens side,

hvis du ikke har kredit.

Køb du kuns din flade kaffe.

Jeg skal fylde den med sprit!

 

Hvad er vintrens golde glæder

imod vårens kyske leg.

Jeg vil elske hundred piger.

Jeg skal gemme en til dig.

Men når beverdingen lukker,

og de glider to og to,

går jeg ad min hønsestige

til Katinkas kyske bo.

 

Hun kan ordne Søren Bramfri

uden vals og store ord.

Hun kan glatte pandens rynker.

Hun kan tømme lommens foer.

Og hver gang jeg slår på tæven,

kan hun tæmme min fysik

med et lille tjat på kinden

og en enkelt gikkemik.

 

Kom, min søde Nyhavnspige.

Lad mig elske dig i nat.

Se, en simpel hønsestige

har til himlens dør jeg sat.

Jeg kan sprænge alle skranker,

jeg kan bryde alle bånd.

Men i aften blir jeg stille,

blot du ta'r min store hånd!